tilbage til oversigten

Artikel

Hamburg 2008

Skrevet af: Kåre Jensen
Oprettet her: 20. oktober 2008


Sted: Hamburg og omegn
Tid: 3 dage. 13. oktober - 15. oktober 2008.
Emne: Efterårsferie
Zoos besøgt: Vogelpark Walsrode, Hannover Zoo, Hagenbeck Tropen Aquarium, Tierpark Hagenbeck.

Fuglenes paradis
Træskonæb
Med Hamburg som base, drog jeg i efterårsferien 2008 ud for at se nogle gamle kendinge indenfor zoo-verdenen. Det var tre år siden jeg havde set disse tre, og glædede mig meget til gensynet. Første stop var en af verdens største fugleparker, placeret i den lille by Walsrode. Efter halvanden time i det lokale bumletog, nåede jeg så min destination. Jeg var blevet lovet grå skyer og regn, med vejret viste sig at være perfekt. Vogelpark Walsrode er en fantastisk flot park, med over 4000 fugle, hvoraf mange tilhører meget sjældne og/eller truede arter.
Kasuar
Dagens mål var at se en paradisfugl, som Walsrode skulle have i deres store Tropenwaldhalle, med dyr fra Indonesien. Jeg ledte og ledte, både i voliererne og frit i hallen. Til sidst fandt jeg en guide, og spurgte om paradisfuglene overhovedet var der. Hun svarede at de måske befandt sig i Paradishallen, Fasaneriet eller bag kulisserne, men vidste det ikke. Jeg ledte de to første steder, og ledte så efter en guide eller dyrepasser, som kunne fortælle mig mere. Dette skal Walsrode dog have kritik for, at jeg ikke fandt en eneste guide eller dyrepasser i de to timer jeg ledte.
Goodfellows trækænguru
Heller ikke indgangspersonalet kunne hjælpe mig. Så det blev ikke den dag at jeg skulle se paradisfuglen. Til gengæld fik jeg dog set trækænguruer, træskonæb, kasuarer, kaguer og en fire måneder gammel andeskondor, stadig dækket af grå dun. Desuden fik jeg set et vælg af fugle, som jeg ikke engang kender de danske navne på, blandt andet en meget underholdene "montezuma stirnvogel".

Rundt i temaverdenerne
Afrikansk løve
Anden dag bød på et gensyn med en af mine yndlingszoos, Hannover Zoo. Endnu en gang viste vejret at arte sig storartet, med skiftende sol og grå skyer, men ingen regn eller kulde. Til gengæld var der ret mange mennesker fra starten af dagen, og første tur med en af de små både på Sambesifloden krævede tålmodighed i en lang kø. Senere vendte jeg dog tilbage til Sambesifloden, og hen på eftermiddagen, når man kunne få en hel båd for sig selv, var det skønt at sejle rundt og se Afrikas dyreliv, helt i fred og ro.
Asiatisk elefanttyr
Jeg fik taget en masse billeder af nogle meget aktive flodheste, sorte næsehorn og en enkelt hanløve i Sambesi-området, som helt klart er et af Hannovers største highlights. Som altid bød Junglepaladset på en flok meget aktive asiatiske elefanter, som udgjorde gode motiver gennem hele dagen. I det hele taget viste det sig at være at fantastisk dag at fotografere på. Jeg fik også set de såkaldte "timberwolves" for første gang. Dette er en særligt stor ulveart fra Canada, som Hannover Zoo er ved at bygge nyt anlæg til i deres næste store temaverden, "Yukon Bay". Her skal blandt andet også gå isbjørne, karibou (nordamerikansk rensdyr), bison og polarræv, og hele området åbner i 2010. Hannover Zoo er netop kendt for deres temaverdener, og de flotte kulisser de skaber.

To zoos på en dag
Nilkrokodille
Den sidste dag var programmet lagt til en tur i Tierpark Hagenbeck. Siden jeg sidst havde besøgt haven tre år tidligere, er der åbnet et kæmpe nyt Tropen Akvarium, som fungerer som selvstændigt akvarium og terrarium med egen entré. Dette nye bygningsværk er ganske flot, og med highlights som f. eks et kæmpe bassin til nilkrokodiller, flotte anlæg til giftslanger og en kæmpe oceanietank, må det ikke forbigås på et besøg til Hagenbeck. På den sidste dag kunne jeg dog ikke undgå regn mere, men blev heldigvis kun ramt af nogle få småbyger i løbet af dagen.
Orangutang
De var slet ikke nok til at jage ret mange af dyrene indendørs. Der var særligt højt antal af maraer ude og gå frit på græsplænerne i Hagenbeck, på trods af regnen, som ikke så ud til at genere de store gnavere det mindste. Jeg fik også set de asiatiske elefanter i deres flotte, store nye indendørsanlæg, med indendørs bassin og masser af plads. Dette er så også det eneste sted i anlægget, hvor man kan se naturlig elefantadfærd. Endnu en gang må jeg kritisere Hagenbeck for at lade publikum købe foder til flere af dyrene. Når elefanterne er udendørs, står de kun på rad og række og tigger mad af publikum ved graven til anlægget, midt imellem elefanterne står en dyrepasser og holder øje med at elefanterne ikke får "wienerbrød", da der er to elefantanlæg er der to mand på opgaven i al den tid elefanterne er ude. Selvom anlægget er stort, ser man aldrig elefanterne opfører sig som elefanter bør.
Kæmpeodder
Til gengæld fik jeg oplevet mange andre spændene dyr. En af kæmpeodderne kom helt hen til hegnet, ca. 10 cm. fra mit ansigt. Der sad den så og kiggede på mig med store, brune øjne. Helt fantastisk. Jeg brugte også masser af tid i orangutang-huset, hvor både familien af orangutanger og dværgoddere havde gang i alt muligt, lige fra spisning til leg til svømmetræning. Endelig var det tid til at begive sig tilbage med banegården og toget hjem til København.

På trods af de få byger sidste dag, havde jeg fantastisk vejr gennem hele ferien, og havde nogle af de bedste zoo-besøg jeg kan huske.