tilbage til oversigten

Artikel

Amsterdam 2008

Skrevet af: Kåre Jensen
Oprettet her: 1. september 2008


Sted: Holland
Tid: 7 dage. 12. juli - 18. juli 2008.
Emne: Sommerferie
Zoos besøgt: ARTIS, Burgers Zoo, Dierenpark Emmen, Apenheul, Amersfoort Zoo og Diergaarde Blijdorp.

Gensyn med den gamle
Skildpadden Artis
Turen til Holland i sommeren 2008 var mit fjerde besøg til landet, og også denne gang boede jeg i Amsterdam, min absolutte yndlingsby. Er man zoo-entusiast, er Holland et genialt sted at feriere. Her findes flere af Europas absolut bedste zoos, og afstandene er så korte at de næsten alle kan nås på dagsture. Fra Amsterdam kan man komme næsten alle steder hen og tilbage på samme dag, og selve byen har nok at byde på, når de zoologiske haver har lukket.
Jeg ankom til Amsterdam tidligt om formiddagen, og straks gik turen mod zoo. Heldigvis har ARTIS
Flodhesten Tania
, som Amsterdam Zoo kaldes, sent åbent hver lørdag i sommeren, så jeg havde masser af tid, hvilket var godt da der var en del mennesker i zoo. Til gengæld var det et herligt gensyn med fuglehuset, abehuset og reptilhuset i ARTIS, som er en af de hyggeligste zoos jeg har besøgt. Også denne gang stod jeg længe og betragtede havens to største reptiler: Den enorme aldabra kæmpeskildpadde ved navn Artis, samt en kæmpestor falsk gavial, som er en af de absolut største reptiler jeg har set, med en længde på ca. 4-5 meter. Efter mange års forsøg har ARTIS nu også fået deres gorillagruppe op at køre igen, og to legesyge unger gjorde anlægget fuld af liv. Glædeligt var også gensynet med den meget aktive flodhest Tania, som nu er på sit 48. leveår, og noget af et ikon i Amsterdam. Ved aftenstide så jeg girafferne og springbukkene løbe rundt i deres indhegning, og træt men veltilfreds kunne jeg gå i seng og glæde mig til flere zoos.

Ekstreme oplevelser
At Burgers Zoo i Arnhem er Europas næstmest besøgte zoo, var nemt at se den søndag jeg besøgte parken for tredje gang. Parken var fuld af mennesker, og de første par anlæg måtte jeg kæmpe mig gennem horder af både små og store for at få en god kiggeplads til dyrene.
Bantenger
Heldigvis er Burgers Zoo en fantastisk zoo, med oplevelser i enorme dimensioner. Som noget nyt i foråret 2008 åbnede parken en ny temaafdeling, Burgers Rimba. Her kan publikum opleve dyr fra den malaysiske regnskov i enorme udendørs anlæg. Selvom flere af dyrene, som sumatra tigerne, svinehaleaberne, siamangerne og binturongerne enten ikke var flyttet ind endnu eller kunne kun ses indendørs. Tigerne havde endnu ikke fundet ud af at deres nye anlæg var enormt, og brugte kun den bagerste del af området. Til gengæld fik jeg nogle gode billeder af flokken af unge bantenger (vildkvæg) og malaybjørnene, og Burgers Rimba tegner til at blive superflot når først beplantningen er vokset lidt mere op. I det hele taget var det en ganske god dag at fotografere i.
Malaybjørn
I de kæmpe ecodisplays i Burgers er der også altid masser at se på. Den enorme savanne og de kæmpe indendørs oplevelser, regnskoven, ørkenen og oceanet er fantastiske. Læs mere om dem i anmeldelsen af Burgers Zoo. En af dagens største oplevelser, var da jeg i regnskoven fik jeg set to kapivarer (flodsvin) svømme på dybt vand. Søkøerne have netop fået en masse salathoveder til frokost, og de store gnavere ville have deres bid af kagen. De piskede rundt og dykkede mellem de enorme søkøer. Da jeg senere nød en eftermiddagsforfriskning i ørkenen fik jeg også set to kalkungribbe svæve hen over ørkenlandskabet. Burgers Zoo bør helt klart ses af alle med interesser inden for zoo-faget.

Langt, langt væk
Mit besøg i Emmen Zoo i 2008 var første gang jeg besøgte denne zoo. Fra at have besøgt Europas næstmest besøgte zoo, Burgers, dagen inden, glædede jeg mig til at se den mest besøgte, nemlig Dierenpark Emmen. Denne zoo består af to dele, adskilt af ca. 800 meter veje og bygninger. Da Emmen ligger i den modsatte ende af landet fra Amsterdam, tæt ved den tyske grænse, kræver det en hvis tålmodighed med det hollandske tog-system af komme hertil.
Sri Lanka leopard
I Emmen Zoo var det nogle steder svært at se om man befandt sig i en zoo eller et museum. I indgangsbygningen fandtes et enormt museum med temaet "livet og evolutionen", som jeg gerne ville have brugt mere tid på. Men dyrene kaldte jo også, så turen gik ud i parken. Først brugte jeg lang tid i deres Afrikahus på at stå og regne ud, hvilke krokodiller som var panserkrokodiller og hvilke som var saltvandskrokodiller, alt imens jeg ledte efter en fugl som jeg havde lovet at tage et billede af, til en engelsk kontakt.
Elefanttyren Radza
Selvom Emmen er en mindre byzoo, bruger de meget plads på deres anlæg. Dette var også en god fotodag for mig, så jeg fik super gode billeder af en leopard, guerezaaber og en kæmpe elefanttyr. Hvorfor Emmen Zoo er Europas mest besøgte, tror jeg dog at jeg fandt en forklaring på senere. De eneste dyreoplevelser i den nye afdeling af parken, var et kæmpe pingvinanlæg, puduer, guanacoer og suppeskildpadder. I en kæmpe indendørs hal ligger et kæmpe indendørs legeland ved navn Yucatan, hvilket kan give forklaringen. Til gengæld er de få anlæg som så ligger i den nye afdeling superflotte, og må ikke glemmes på en tur til Emmen.

Primater ad libitum
Europas største abepark Apenheul bød på masser af spændene og sjældne primater, inklusiv nogle jeg aldrig havde set før. Første stop på ruten bød dog på noget af en skuffelse, i form af en guide/klovn som stod ved indgangen til dødningehovedabernes anlæg.
Verreaux sifaka
Da jeg først nåede hen til indgangen til det kæmpe gennemgangsanlæg, troede jeg at man skulle sluses ind i hold. Først stod en ung kvindelig guide og forklarede en masse ting på hollandsk, og så blev hele holdet sluset ind i anlægget, hvor en ung fyr tilsyneladende sov i en hængekøje. Det hele var et langt show på hollandsk, hvor "guiden" fik børnene til at råbe med og lignende. Jeg var lige ved at springe dødningehovedabernes anlæg over, men jeg vidste at anlæggene til de sorte brøleaber og gulbrystede kapucinere også lå derinde, og dem ville jeg altså ikke gå glip af! Heldigvis viste det sig at man efter den lille forestilling kunne gå igennem anlægget som man ville. Anlæggets størrelse var enorm, af den slags dimensioner vi slet ikke er vant til i lille Danmark. Jeg fik set alle tre sydamerikanske abearter, samt fritflyvende araer i trætoppene. På trods af det lille showelement i starten af parken, vidste det sig faktisk at være en rigtig god abepark med kæmpe udendørs anlæg.
Hvidbrystede kapucineraber
Og da jeg vendte tilbage til dødningehovedaberne senere på eftermiddagen var guiderne forsvundet, og anlægget kunne nydes i fred. I Apenheul går mange forskellige aber frit mellem publikum, og man kan komme rigtigt tæt på primatarter som kattalemurer, varier, berberaber og mange flere. Dagens største oplevelser for mig var da jeg for første gang så en sifaka (lemur) samt gensynet med uldaberne. Jeg have også på forhånd besluttet mig at se deres berømte gorilla-speak, men efter det første møde med dødningehovedaberne turde jeg næsten ikke begive mig hen til amfiteatret. Heldigvis vidste speaken sig at være både informativ og en god måde at se gorillaerne i deres enorme anlæg på. Da det derefter var blevet sent om eftermiddagen, havde jeg stort set parken for mig selv resten af dagen.

Oplevelser i natten
Giraffer
Dagen i Amersfoort Zoo var nærmest en festdag for mig, da den markerede at jeg nu havde set 75 forskellige zoos. Jeg havde egentlig ikke forventet mig meget af denne zoo, og så er det jo også nemmere at blive positivt overrasket. Amersfoort Zoo er en hyggelig, mellemstor zoo med masser af historiske anlæg. Amersfoort Zoos absolutte højdepunkt er "De Stadt der Oudheid", altså "Fortidens by". Kulissen er en 2500 år gammel ruin, opdelt i en egyptisk og en persisk del. Inde i selveste Kong Darius’ tronsal kommer man helt tæt på tigerne, og her så jeg en enlig tigermor med sin lille unge løbe rundt lige foran ruden.
Amurtigere
Amersfoort Zoos nathus var også helt klart et af de bedste jeg har set. Her ser gæsterne ikke bare ind i dyrenes anlæg, men går mellem dyrene i natten. Kulissen er natten i regnskoven, og her kan ses dyr fra flere kontinenter. I baggrunden kunne man høre junglelyde og tordenvejr, og jeg nød meget at gå og prøve at få øje på de mange forskellige dyr. Flere af de dyr som jeg ikke troede at man kunne vise for gæsterne uden hegn imellem, gik frit omkring her. Blandt dem var kvasthale hulepindsvin, snohalebjørn og rævekusu. Til gengæld var det dog ikke sikkert at man så disse dyr, da de kunne sidde i vegetationen lige over hovedet på en, uden at man lagde mærke til dem. Medmindre de altså gav lyd fra sig.

Fagre Rotterdam
Visaya vildsvin
Besøget til min yndlings zoo, Diergaarde Blijdorp i Rotterdam, havde jeg udskudt så længe jeg kunne. Dette var af den simple grund at jeg var blevet tippet af en hollandsk zoo-entusiast om, at pansernæsehornshunnen var højgravid, og klar til at føde når som helst. Det viste sig så også at hun havde født en velskabt lille unge ved navn Bertus om natten, mandag den 14. juli. Så derved fik jeg set en fire dage gammel pansernæsehornsunge da jeg besøgte Rotterdam Zoo på en dag med grå skyer og byger. At vejret ikke var optimalt zoo-vejr gjorde dog ikke så meget i denne sammenhæng, da jeg så fik lejlighed til at se alle dyrene i deres indendørs anlæg, hvor mange af disse havde jeg kun set stå tomme indtil videre.
Næsehornsungen Bertus
Jeg kom rigtigt tæt på de ellers så nervøse hjorteantiloper i deres indendørsanlæg i det malaysiske hus, såvel som visaya vildsvin og prins alfreds hjorte. Også elefanterne fik jeg set indendørs i deres fremragende anlæg i det asiatiske tropehus "Taman Indah". Rotterdam Zoos muligvis mest kendte personlighed er faktisk også matriarken i elefantfloken, den danske elefant Irma. Hun er født i København Zoo, og datter af Danmarks mest kendte elefant, Chieng Mai. Endnu en dansk personlighed i Rotterdam for tiden, er okapien Camilla, også født og opvokset i København. Jeg var i Rotterdam blot tre dage inden at to store nye anlæg åbnede. Det ene er det splinternye isbjørneanlæg i den nye Arctica afdeling som bliver færdig i løbet af 2009.
Hjorteantiloper
Det andet er "Crocodile River", det nye afrikanske savannehus med blandt andet nilkrokodiller, hulespindsvin og klipspringere. Et kæmpestort nyt girafhus var også ved at blive opført under mit besøg. Dette åbner i september 2008. Lidt ærgerligt er det jo naturligvis at jeg gik glip af disse tre nye anlæg, men til gengæld er Rotterdam Zoo så stor, at man næsten ikke har tid til den hele alligevel. Jeg kunne endnu en gang forlade Rotterdam med en masse gode oplevelser, og glædede mig allerede til næste gang jeg skulle træde gennem indgangsportalen til Diergaarde Blijdorp.

Sidste runde
På den sidste dag jeg havde i Amsterdam, blev det også lige til endnu et kort besøg i ARTIS.
Røde varier
Årets nyhed i ARTIS 2008, var at deres lille ø med sumpfugle var blevet lavet om til et gennemgangsanlæg med varier. Dette nye "Lemurenland" var allerede færdigt og klart med en flok røde varier på mit første besøg, men der var det endnu lukket for gennemgang. Denne dag var jeg dog heldig, og publikum kunne nu komme ind til varierne. Disse viste sig at være meget aktive og underholdene, og når man nu havde set dem i deres gamle, små trådnets-volierer, var det en stor fornøjelse at se dem springe rundt i rigtige buske og træer. Også i nathuset var jeg heldig. Jeg kom tidligt om morgenen, og lyset var endnu tændt derinde, da natten ikke var faldet på endnu (husk den omvendte nat/dag cyklus). Det betød at jeg kunne tage billeder derinde af både anlæg og dyr. Med kameraet fyldt af billeder og rygsækken tung af zoo-guidebøger, kunne jeg endnu en gang tage hjem fra et fantastisk besøg i Amsterdam.