Forsvar for skaberværket

Udryddelsen af dyrearter er aldrig foregået så stærkt som nu. Jeg så en kommentar på nettet, hvor en fyr sagde: "Gamle arter forsvinder, mens nye kommer til. Sådan er naturens orden, og det tror jeg bare man må indfinde sig med". Hvis dette bare var sandt, var der selvfølgelig ingen ko på isen. Men da arter i dag - med menneskets "hjælp" - uddør med en helt anden hast end nye arter kommer til, står "koen" altså på særdeles tynd is. Og når en art først er uddød, så er den altså uigenkaldeligt væk, og universet vil aldrig kende en art præcis som den igen. Hvem har givet menneskeheden ret til at dømme, hvilke arter, der må leve på planeten sammen med os, og hvilke der ikke må? Selv ikke Gud, som er citeret for at have plantet os her for at herske over dyrene, har vel ment, at vi blot skulle udrydde store bidder af hans skaberværk.

"Nuttefaktoren" betyder rigtigt meget, når vi mennesker skal motiveres til at redde naturen. Det er (desværre) temmelig meget nemmere at gøre folk engagerede i at bevare pandaer og bjerggorillaer end grønbrogede tudser eller kæmpesalamandere, som halter lidt i charme set i den menneskelige optik. Men hele galleriet er en del af den fantastiske biologiske mangfoldighed, som jeg inderlig håber, at mine (fremtidige) børn ikke kun skal kunne læse om i historiebøger.

Naturbevarelse i zooerne stiller selvfølgelig skarpt på bevarelse af arterne og deres umiddelbare levesteder, men dette er jo blot et hjørne af en større debat om (og bekymring for) klodens fremtidige liv. Man kan godt indvende om det nytter at redde den kære panda, hvis Kina (og resten af kloden) alligevel drukner i forurening. Så kære ven, det handler om dyr - men også en hel del mere!

Ja, selve naturbevarelsesopgaven er svær, men ikke umulig. Vores grønne planet og dens liv har endnu ikke helt tabt kapløbet med tiden og menneskene. Når du omgås vores fælles ressourcer fornuftigt, giver du kloden lidt pusterum (prøv at tælle hvor mange apparater du har tændt lige nu). Når politikere sætter hensynet til miljøet over kortsigtede hensyn af andre slags, giver de kloden lidt pusterum. Når zooerne gør en alvorlig indsats sker det faktisk, at de redder arter.

Efter 1. verdenskrig var den europæiske bison totalt uddød i naturen, og der eksisterede kun 30 i zoologiske haver rundt omkring i Europa. I dag findes der over 300 i de zoologiske haver, og mere end 1000 i naturreservater i Polen og Hviderusland. Ligeledes var przewalskihesten også totalt uddød i naturen, men nu bliver der kørt genudsættelsesprojekter på stepperne i Mongoliet, med de overlevende fra zoologiske haver verden over. Disse er kun to af de mange eksempler på, hvor naturbevarelsen har reddet arter på kanten af udryddelse. De fleste af de arter, man arbejder for, findes stadig i naturen, og det skulle de også gerne blive ved med mange år frem tiden.

Som forsvarer for naturbevarelse, gennemgår jeg ofte hele følelsesregisteret. Iver og entusiasme afløses af vrede og frustration og ikke sjældent træthed. Heldigvis får jeg pusten igen og må bare reagere, når jeg møder mennesker, som totalt mangler perspektiv: "Den hundredelas, vi kan give om måneden, redder jo alligevel ikke planeten" eller "Hvorfor skulle jeg spare på mit lys og vand, når mine naboer er revnende ligeglade". Sandt ja, at hundredelasen og tre slukkede elpærer ikke redder planeten, men de hjælper! Og hvis alle resignerer, sker der jo intet. Vi er altså pinedød nødt til at gøre vores bedste og så håbe på og have tillid til, at "naboen" også gør sit.