Ree Park-Ebeltoft Safari

Løve i Ree ParkAdresse
Ree Park - Ebeltoft Safari
Stubbe Søvej 15
8400 Ebeltoft
Hjemmeside og kontakt
www.reepark.dk
info@reepark.dk

Anmelderens sidste besøg: 13-08-2009
Anmeldelsen sidst opdateret: 05-04-2010



En zoo i det smukkeste landskab
Det smukke bakkede landskab på Djursland danner rammen om de flotte åbne anlæg i Ree Park - Ebeltoft Safari. Zooen er opdelt i kontinenter, og her er især Afrika sat i fokus med de flotte savanner som beskrevet nedenfor. Man kan også købe billetter til en jeepsafari, hvor man bliver kørt forbi de fleste afdelinger, og kører igennem den afrikanske savanne. Mens man kører rundt fortæller en guide om dyrene og parken. Ree Park er også meget stolte af deres falkonershow, som helt sikkert også er værd at se. Her kan man se både små og store rovfugle, og få masser at vide om deres levevis.
Udsigten over Ree Park Dværgoddernes anlæg ved indgangen


Abernes øer
Temanlægget ”Abeøerne” består af flere forskellige anlæg, hvoraf nogle af dem er åbne for publikum. De første tre øer i rækken er gennem de sidste par år blevet renovert og udvidet, og har fået temaet "Madagaskar". Den største af øerne er baseret på et naturligt landskab med små træer og klatrestativer, og huser parkens store flok kattalemurer. Den mindste af øerne er tæt bevokset med masser af lave træer og reb, og huser de røde varier. Den oprindelige Madagaskar ø fra 2007 er en nyanlagt ø, og her har træerne ikke fået sat sig endnu, så lemurerne må "nøjes" med klatrestativer. Her bor de sort/hvide varier, og det er desuden har kan man se ind i lemurernes stalde. De tre hovedøer er gennemgangsanlæg, med adgang for publikum. Her er imidlertidigt også to mindre øer til hvidhovede brune lemurer og unge sort/hvide varier som publikum må betragte på afstand. Lemurerne i Ree Park er kendt for at være temmelig nærgående, så husk at passe på tasker og andre egendele og undgå kontakt med dyrene. Ree Park i dog strammet gevaldigt op på sikkerheden på øerne de sidste par år, og gjort det til en langt mere behagelig oplevelse.
De sidste to øer i Abeøerne er heller ikke gennemgangsanlæg, men de store øer husene de sydamerikanske brune kapucineraber og dødningehovedaber. Begge anlæg er naturligt bevoksede og i høj kvalitet. Kapucineraberne her er desuden rehabiliterede forsøgsdyr som har fået et ny liv i Ree Park.
Madagaskarøen til sort/hvide varier De hvidhovede brune lemurers øer
Den lille vari-ø Øen til røde varier
Kattalemurernes ø Kapucinerabernes ø og gangbroen til dødningehovedaberne


Asiens stepper
For enden af abeøerne ligger den lille Asien afdeling. I direkte forbindelse med abeøerne ligger den rummelige gibbonø. Her bor de hvidhåndede gibboner på en ø med masser af høje træer og planter, og et klatrestativ. Helt klart en af de bedste gibbonøer jeg har set. Den asiatiske steppe er et stort, åbent græsanlæg med lavt græs. Her lever typiske dyr fra Asiens ørkner og stepper. I Ree Park er der tale om topuklede kameler og persiske onagere (vildæsler). Desuden kan børn prøve at blive trukket rundt på en kamel på en seperat bane.
Gibbonøen og gibbonhuset Den naturligt bevoksede gibbonø
Kameler på den asiatiske steppe Onagere ved stalden


Sydamerika på bakketoppen
Sydamerika i Ree Park er et bakket område med gennemgang for publikum, hvor man kommer tæt på nanduer, lamaer og maraer. Man kan se anlægget på to begge sider af en meget høj bakke, eller komme ind i anlægget på toppen. Der er markeret med sten hvor gæsterne må gå, men selv dette område er en del af landskabet.
Den sydamerikanske pampas En lama i Sydamerika


Det europæiske vildnis
Europa består kun af et enkelt anlæg, men som mange andre steder i parken, er det et meget stort anlæg. Det store vandhul i forgrunden tiltrækker ofte de europæiske bisonokser, eller visenter, som publikum så kan se tæt på. I baggruden går mufflonfårene rundt i en stor flok, og disse vilde får har desuden deres egen indhegning de kan trække tilbage til, hvis de vil undgå de store bisonokser. På trods af de tunge, græssende bisonokser er anlægget for det meste grønt og frodigt og det er en fornøjelse at betragte europas største vilde dyr i disse omgivelser.
Europa Indhegningen til mufflonfår


En ægte safarioplevelse
Ree Parks afrikanske afdeling er opdelt i tre områder: Busksavannen, Skovsavannen, og Den Åbne Savanne.
Busksavannen er den første på ruten, og her lever Ree Parks største rovdyr. En oplevelsessti på toppen af en bakke giver gæsterne et godt udsyn over de to enorme anlæg til hyænehunde (afrikanske vildhunde) og geparder. Ree Park har en stor gruppe geparder, og er et af Europas største avlscentre. Disse kan ses i det enorme hovedanlæg, plus det noget mindre aflukningsanlæg hvor de små unger tumler rundt. Busksavannens anlæg ligger i fantastisk natur, og med det høje græs og lave buske og træer er der gjort meget for at det skal ligne og føles som Afrika. Hovedattraktionen her er når geparderne fodres. Maden bliver spændt op på en wirebane, og så kan publikum opleve verdens hurtigste pattedyr fange sin føde. Ved busksavannen ligger desuden et nyt avlscenter for sandkatte. Dette består af tre mindre anlæg bygget til at ligne små ørkener, og det kan være noget af en udfordring at finde de sjældne katte her.
Gepard-anlægget Gepard-anlægget Hyænehundenes anlæg Anlæggene til sandkatte

Skovsavannen er bygget som en dal med et vandhul, en åben græsplæne og en skov der skråner opad. Den er hjemsted for nogle antilope- og fuglearter, såsom bongoer, blisbukke, hornravne, marabustorke og pelikaner. Op til anlægget ligger et mindre aflukke til sporeskildpadder og diverse traner, adskilt fra resten af skovsavannen med kampesten, og beplantet med små træer og buske.
Skovsavannen Skovsavannen

Den åbne savanne kan man opleve både ved udkigsposter med info om dyrene, samt med jeepturen man kan tage på ved indgangen, hvor man bliver kørt rundt i parken i åbne jeeps, og kommer tæt på dyrene. På den åbne savanne lever de store hovdyr, dvs. rothchilds giraffer, elandantiloper, gnuer, zebraer, watussikvæg, bliskukke og hjortantiloper. Sidstnævnte er dog geografisk forkert placeret, da denne art hører hjemme i Asien. Udover hovdyrene kan man også se strudse og marabustorke her. Det store areal gør at området altid er grønt, og at dyrene kan sprede ud over et stort område.
Den åbne savanne Den åbne savanne


Løvernes kongerige
Det muligvis flotteste anlæg i Ree Park er det kæmpestore løveanlæg med navnet "Katanga Hill". Her har den lille løveflok et areal på 1 hektar af bakket, grønt og skønt dansk naturlandskab at boltre sig i, og at se løverne her er en fornøjelse. Landskabet er opdelt i en sumpet del, en skov del og en åben savanne del omkring en kopje, en slags afrikansk klippeformation. Løverne kan klatre på kopjen og ligge og spejde ud over savannen med alle de afrikanske hovdyr. Publikum oplever løverne fra en hævet gangbro og fra udkigsvinduer inde i kopjen, hvor man kan se løverne helt tæt på. Ved bunden af anlægget ligger desuden et mindre aflukningsanlæg og indkig til løvestalden. Endnu en ting der gør Katanga Hill specielt, er at (indtil videre) en af løverne her er en ægte katanga løve, og derfor en særlig underart som er meget sjælden i zoos. Det er meningen at Ree Park i fremtiden skal have en hel flok af disse dyr. Katanga Hill er helt klart det flotteste løveanlæg i Danmark og et af de absolut bedste i Europa.
Afslukningsanlægget og indkigget til stalden Aflukningsanlægget og den sumpede del af hovedanlægget Kopjen på toppen af Katanga Hill Løvernes savannelandskab


Landet hvor alting er stort
Den nyeste afdeling i Ree Park er Nordamerika. Efter en tur gennem naturen kommer publikum ud på det store nybygger fort, som står midt i området. Herfra kan man se ud over prærien til den ene side, hvor de store amerikanske bisoner lever sammen med en gruppe amerikanske sortbjørne. Til den anden side ser man ud over det nordamerikanske vildnis ved ”Bear Lake”, hvor flere sortbjørne og arktiske ulve lever sammen. Ulvene og bisonerne kan kun gå på hver side af fortet, men bjørnene kan færdes mellem begge arter uden problemer. Dette er nyttigt når bjørneflokken skal adskilles, f. eks som når der er unger. På bisonprærien lever desuden en flok præriehunde frit i det store område. Op af fortet ligger et mindre anlæg med træpindsvin og stinkdyr, indrettet som et lille stykke nordamerikansk skov. Også på fortet ligger en meget opfindsom og gennemført toiletbygning, med private vinduer ud til prærien, samt et lille anlæg til nordamerikansk oppossum, en meget sjælden art i europæiske zoos.
Bear Lake Bear Lake
Fortet Anlægget til nordamerikansk oppossum
Prærien Skovanlægget til stinkdyr


Geparder i Ree Park
Highlights
• Busksavannen
• Katanga Hill
• Nordamerika

Tips og gode råd
• Ree Park har et ok mindre cafeteria ved indgangen.
• Her er kun nogle få terrarier indendørs i Ree Park, så man er meget afhængig af vejret under et besøg.
• Køb billet til Jeep-safarien lige når du kommer ind og køber entre. Man får en billet til en bestemt safaritur, og kan risikere at der er udsolgt hvis man venter for længe.
• Gepardfodringen bør enhver se mindst en gang.


Vurdering
Ree Park er for mig den ultimative danske "naturzoo", hvor dyrene har masser af plads at løbe på og åben himmel over sig. Desuden er der masser af natur i alle anlæggene, og jeg kan ikke finde mange andre steder jeg hellere vil tilbringe en sommerdag. Anlæg som "Nordamerika" og "Katanga Hill" i Ree Park er originale og spændene temaer og filosofien med at holde større avslgrupper af de forskellige dyrearter, er en model som flere zoos burde overveje. Ree Park er et absolut must for zoo-entusiaster over hele verden.

4 stjerner