Parken Zoo Eskilstuna

Hjemmeside: www.parkenzoo.se
Sidst besøgt: 28. juni 2006


En multiattraktion
Parken Zoo er både en zoo, en forlystelsespark og et badeland. Heldigvis er den delt op, så man kan vælge kun at opleve noget af det. Zoo-afdelingen er lavet som en rundtur, så der kun er meget få forskellige veje rundt, og man er næsten sikker på at se det hele. I Parken Zoo er der tre temaer, Asien, Afrika og Sydamerika. Det er også en zoo med mange forskellige kattedyr. Det første anlæg i dyreparken er det eneste der falder uden for de tre temaer, nemlig det store gennemgangsanlæg til rødhalsede kænguruer. Anlægget er opdelt i en lille skov og en græsklædt høj. Alle steder er der gode chancer for at se dyrene, og i Parken Zoo er der en stor bestand af hvide kænguruer, en farvevariation af den almindelige brune.

I orienten
Det første tema på turen er Asien. Asienpavillonen er et mellemstort tropehus med tilhørende udenlæg. Mod nord ligger det store åbne anlæg til asiatiske løver, som Parken Zoo er europæisk stambogsfører for. Dette anlæg er åbent, med få træer og en lille dam. Mod syd ligger de runde voliereanlæg med glas i siden. I gamle dage var det beboet af tigre, men nu lever den euroasiatiske los der. Inde i selve tropehuset er der udkig til løvernes anlæg. Hele huset er domineret af det store indendørs anlæg til fiskekat. Huset er beplantet med tropiske planter, og der lever flere arter af småfugle frit omkring.
I Asien afdelingen ligger også et avlscenter til rød panda, der består af fire rummelige anlæg. Nogle opleves gennem glas, mens andre opleves ovenfra. Også Parken Zoos store gibbonfamilie lever her, med hele tre mindre øer til at boltre sig på, fyldt med klatrestativer, reb og træer. Deres indendørs anlæg kan kun ses udefra, gennem glas. Det største udendørs anlæg i Asien er de hvide tigres. Det er udformet som en lille skov med masser af træer og et stort vandhul. I kanten af anlægget ligger en lille publikumshytte, hvor man ser tigrene gennem glas, helt tæt på.

Savannen om dagen og natten
Mod øst ligger det næste og mindste tema, Afrika. Det første anlæg er det meget rummelige til zebramanguster. Her er masser af blød jord de kan grave i. Det næste anlæg i Afrika er hyænehundenes. Dette anlæg blev oprindeligt bygget til geparder, og har masser af græs, små buske og bakker. Publikum oplever dyrene gennem hegn, undtagen i to afrikanske observationshytter. Ved siden af hyænehundene bor genetterne. Dette lille nataktive desmerdyr har sit eget hus hvor dag er nat. Her ser publikum dyrene gennem glas, og anlægget er formet til at ligne et lille stykke afrikansk skov. Det sidste stykke af Afrika er savannen. Her ligger leopardens anlæg, med masser af klipper og buske. Overfor ligger savannen, med to adskilte anlæg til gnuer og vildæsler. Surikaternes anlæg minder meget i indretningen om zebramangusternes, og lige nord for det ligger den store voliere til Afrikanske fugle. Her ligger også det splinternye anlæg til dværgflodheste op ad et stort tropehus.

Sydamerika i mayastil
Tropehuset AmaZOOnas starter den sydamerikanske afdeling. Inde i AmaZOOnas er byggestilen mayaindiansk, med en mindre tempelruin og 2 større anlæg. I tempelruinen er der 3 mindre terrarier med piranhaer, anakondaer og pilegiftfrøer. De 2 større anlæg er til krokodiller og sydamerikanske ænder. Rundt i huset lever der fritflyvende fugle og små aber.
Lige uden for tropehuset ligger de store anlæg til pumaer. Også det er bygget som en tempelruin, med masser af træer, buske og højt græs. Resten af Sydamerika består af en mindre gennemgangsvoliere med papegøjer, en stor fold til lamaer og en pampas til tapirer, maraer og nanduer. De sidste anlæg i denne afdeling er voliererne til silkeaber og tamariner. Her kan ses hvidørede silkeaber, dværgsilkeaber, paryksilkeaber og kejsertamariner.

Enorme øgler
Man er nu tilbage i Asien, med anlægget til en af Parken Zoos specialiteter, komodovaranen. Dette anlæg består af et tropehus med to opdelte anlæg, og et større udendørsanlæg. Indendørsanlæggene er fyldt med tropiske planter og belagt med grus, mens udendørsanlægget består af højt græs og nogle få buske.

Mange katte og kænguruer
Jeg nød meget at besøge Parken Zoo. Den er ikke særlig stor, og har heller ikke et kæmpe valg af dyrearter, men alle anlæggene er flotte og hele parken er flot opdelt i geografiske regioner. Der er mange kattedyr her, og flere steder kan man komme helt tæt på, blandt andet løver. Først når man står lige op ad dem, forstår man hvor store de egentlig er. Jeg nød også især at komme helt tæt på en flok bennets kænguruer i deres store gennemgangsanlæg. Som mange andre dyr jeg har skullet fotografere før, måtte jeg snige mig ind på dem. Der var mange hvide farvevariationer iblandt de almindelige brune, og jeg blev hængende der længe.



Highlights
• AmaZOOnas
• Asienpavillonen
• Komodovaranerne

3,5 stjerner

Tips og gode råd
• Parken Zoo er et godt sted for enhver som er vild med kattedyr.
• Her er masser af muligheder for at få god mad, blandt andet i spisesteder tematiseret efter kontinenter (Sydamerika, Afrika, Asien, etc.)
• De fleste anlæg er udendørs, men her er også dyr at se på indendørs.


Gibbonanlægget De hvide tigre Asienpavillionen Asiatiske løver Afrikansk leopard Maraboustorke AmaZOOnas Cubakrokodiller Pumaer Flamingoer