Skansen Akvariet

Hjemmeside: www.skansen-akvariet.se
Sidst besøgt: 30. juni 2006


En zoo inde i en zoo
Inde for Skansens mure finder man også Skansen Akvariet. Dette er en selvstændig udstilling med eksotiske dyrearter. Da Skansen Akvariet blev grundlagt, var det i mange år et akvarium som vi kender dem i Danmark. I dag er det en ”tropical zoo” med masser af dyr fra regnskoven og havet, samt nogle få fra savannen, ørkenen, etc. Skansen Akvariet består af den gamle hovedbygning, en mindre nyere indgangsbygning, og nogle få udendørs anlæg. Hele udstillingen er en rundtur, så man kommer rundt og ser det hele.

Tropiske favoritter
Den første del af udstillingen er to tropiske indendørsanlæg, lige ved indgangen i den nye bygning. I det første lever der to eksemplarer af hoffmans totået dovendyr, en meget sjælden art, sammen med en lille flok røde titier, der også er sjældne i zoos, og de noget mere almindelige dværgsilkeaber. I det andet anlæg lever der gyldne løveaber, dværgsilkeaber og grønne leguaner. Begge anlæg er fyldt med masser af grene og blade, da alle dyrene er træ levende. Væggene er malet med tropemønster, og dyrene opleves gennem glas.

Under åben himmel
Der er ikke flere udstillinger i den nye bygning, og dørene fører udenfor, i den store gennemgangsvoliere. Her lever katta lemurerne. Personalet i Skansen Akvariet har gjort det godt, da lemurerne hverken er nærgående eller nysgerrige, men ikke kommer tæt på publikum uden at ænse dem. Volieren er i 2 etager, så man også kan se lemurerne i trækronerne. Stien fører en op på taget af den nye bygning, og ned på den anden side, lige ved indgangen til den gamle hovedbygning. Her ligger de udendørs anlæg til kappebavianer og surikater. Bavianernes anlæg er indrettet som en klippeskrænt med flere væltede træstammer og en jeep. Man kan se anlægget oppefra eller gennem glas. Surikaternes anlæg er lavet som et lille stykke afrikansk ørken, med masser af sand at grave i.

Mellem reptiler og vampyrflagermus
Det første rum i hovedbygningen er rundt med større terrarier hele vejen omkring, undtagen i de 2 ender hvor dørene er. I midten står der et cirkelrund terrarium til slanger, og over terrarierne vokser der tropiske træer og planter. Terrarierne huser mange forskellige krybdyr og padder, samt dværgsilkeaber, grå halvlemurer og mindre fuglearter. Frit i lokalet lever der papegøjer og vampyrflagermus.

Udlånt fra San Diego
Den centrale hal er opdelt af gange mellem de forskellige udstillinger. Den første af disse er Skansen Akvariets koalaanlæg. Anlægget er opdelt i to, og begge dele består af et klatretræ. Dyrene opleves her gennem glas. Koalaerne her er to hanner fra San Diego Zoos enorme flok. De er kun på udlån. Den næste udstilling er det lille anlæg til rotter, bygget så det ligner et udsnit fra et gammeldags hus.

I regnskoven
Så kommer regnskoven. Her står gæsterne i et lavloftet rum, og ser ind i regnskoven hvor der lever fugle og aber. En meget smal sti går ind igennem regnskoven, med masser af lavthængende grene. Her kommer man rigtig tæt på de hvidhovede sakier og paryksilkeaber der bor i regnskoven. Taget her er af glas, så regnskoven bliver oplyst, i kontrast til publikumsområdet der ligger i mørke.

I ferskvand og saltvand
Det sidste stykke af udstilling er den med vandlevende dyr. Her er et rummeligt akvarium til små hajer og rokker, der ligger i gulvhøjde så publikum kan klappe en forbipasserende haj. Rundt omkring på væggene er der mindre terrarier og akvarier med pilegiftfrøer og fisk fra koralrevet. I midten ligger det største anlæg i denne afdeling, nemlig det til cubakrokodillerne. Det er udformet som en flodbred med små træer og planter, samt et stort vandhul. Krokodillerne kan observeres både ovenfra og under vandet.

Så fører dørene ud til surikaternes anlæg, hvor man kan vælge at tage turen igen, eller gå ud til Skansen.

Tæt på dyr
Man kommer rigtig tæt på mange forskellige dyr i Skansen Akvariet. Jeg måtte diskret kante mig uden om flok katta lemurer der lå og tog solbad midt på stien i deres store gennemgangsvoliere. Senere var jeg nød til at dukke mig hurtig for to hvidhovede sakier, der jagtede hinanden gennem de lavthængene grene i regnskoven. Jeg fik også rørt en mindre haj i saltvandsakvariet, og bagefter gjorde en cubakrokodille udfald mod mig (bag glas). I det stor hele er Skansen Akvariet en lille men flot udstilling, hvor man skal bruge alle sine sanser for at opleve dyrene optimalt.



Highlights
• Lemuranlægget
• Baviananlægget
• Regnskoven
• Krokodilleanlægget

3 stjerner

Tips og gode råd
• Brug lang tid på at finde dyrene der hvor de går frit.
• Skansen Akvariet er en god mulighed til at fordybe sig i de arter man finder her, så man kommer ret tæt på dem.
• Ingen mad kan købes i Skansen Akvariet, men til gengæld kan man købe mad i Skansen.
• Næsten hele udstillingen er indendørs, så her spiller vejret ingen større rolle.


Gylden løveabe Lemuranlægget Kattalemurerne Baviananlægget Surikat Vampyrflagermus Koala Paryksilkeabe Cubakrokodille Cubakrokodille