Tropikariet Helsingborg

Hjemmeside: www.tropikariet.com
Sidst besøgt: 17. oktober 2007


En opfindsom zoo
Denne meget opfindsomt konstruerede tropezoo ligger i en gammel fabrik. Det er simpelt hen gamle fabrikshaller der har fået et ordentligt makeover. Udstillingerne er opdelt i geografiske områder: Asien, Afrika, Sydamerika, Madagaskar og Koralrevet. Tropikariet fylder to etager. Tropikariet er et forholdsvis lille foretagende, men dog alligevel medlem af den svenske zoo organisation. Det fandt jeg ud af, da det var ejeren der stod og solgte billetter ved indgangen. Der kommer åbenbart en del danskere dertil, da han slog direkte over til dansk da jeg bare sagde et enkelt ord. Jeg er grænseløst imponeret over hvad han har lavet ud af en gammel fabrikshal. Omgivelserne er flotte og dyrene interessante. Det er næsten som at gå rundt i en mini Randers Regnskov. Også dyrene hilser "venligt" på en, og de fleste af dem er nysgerrige og kommer gerne tæt på for at holde øje med gæsterne. Flere steder i Tropikariet ligger nogle mindre "pyramideterrarier". Disse er bygget som små glaspyramider, bare med flad top, og står ofte frot i udstillingen. Det er kamufleret fantastisk godt, og det ser næsten ud som om at de små fugleedderkopper, skorpioner eller kæmpetusindben lever frit.

Lille Asien
Det første område man kommer ind i er Asien. Det er et af de ældre områder og derfor meget lille. Det består af en lille dam med en bro over, og en masse tropiske træer og planter udenom. Frit omring lever der kinesisk nattergal og rødøret bulbul. Disse fugle har begge nogle smukke sangstemmer, og gør at man i Asien skal bruge sine ører lige så meget som sine øjne. Øjnene skal man dog også bruge for at finde den grønne vandagame i vegetationen. I dammen lever der koi karper og kinesiske blødskjoldsskilpadder. Desuden ligger to store terrarier til tigerpytoner og kongekobraer.

En flodbred i Afrika
Den næste afdeling er ikke meget større end Asien, nemlig Afrika. Der er ingen fritlevende dyr i denne afdeling, men til gengæld et større anlæg. Anlægget forestiller en flodbred ved Congofloden, og huser de vestafrikanske dværgkrokodiller. Dyrene kan ses under vand, og på bredden stikker der en glasboks op, specielt til børnene. Den er forbundet med en tunnel der fører ud til publikum, så børnene kan kravle ind og opleve en krokodille helt tæt på. Langs væggen hvor publikum går, er der mindre terrarier til dyr, som f.eks. skorpioner. Herinde ligger også et større terrarium til gaboonvipere.

Liv i Sydamerika
Sydamerika er den største afdeling i Tropikariet. Her lever masser af forskellige dyr frit omkring, men der ligger også nogle særskilte anlæg til dyr der ikke kan enes så godt med andre. Lige ved starten af afdelingen ligger nogle små terrarier til mindre krybdyr og hvirvelløse dyr, samt et stort terrarium til den største slange i verden, den grønne anakonda. Længere nede, for enden af afdelingen ligger de store anlæg til paryksilkeaber, rødhåndede tamariner, gyldenhovede løveaber, hvidørede silkeaber og grønne leguaner. Alle disse aber og leguaner lever særskilt for at bevare beplantningen i afdelingen, samt undgå at den bliver alt for overbefolket. Man kommer rigtig tæt på de resterende beboere i Sydamerika afdelingen, hvor de mest karismatiske er de blåryggede grønskader, de grønne arasarier og dværgsilkeaberne. Desuden var jeg ved at blive ramt flere gange af de små bladnæseflagermus som flyver frit herinde. Hele afdelingen er tæt bevokset med masser af planter og grene. I midten ligger en lille dam med fisk og ferskvandsrokker, og ved siden af den er der et særskilt akvarium til piranhaer.

Madagaskar – Det ottende kontinent
På andenetagen ligger Madagaskar. Denne afdeling består af et stort rum, som også er et gennemgangsanlæg. Frit herinde lever katta lemurer og rødnæbbede tokoer. En lille forhøjning fortæller publikum hvor de må gå, og stien går ind mellem klipper og grene. Under mit besøg nåede jeg også at se katta lemurerne blive fodret. Ejeren sad på den store klippe i midten af anlægget, og fortalte om lemurerne mens han delte ud til dem. Flere af dem kom helt hen til publikumsområdet for at spise, og jeg vil halt klart anbefale at man ser denne fodring hvis man lægger vejen forbi Tropikariet. Langs stien ligger nogle mindre terrarier til andre dyr fra Madagaskar. Madagaskar daggekkoer, panterkamæleoner, hvæssende kakerlakker og Madagaskar markboaer bor alle her. Mit i lemurernes anlæg ligger et lille pyramideterrarium til kæmpetusindben, som i naturen bliver brugt til insektspray og beruselsesmiddel af lemurerne.

Forskning og formidling
Uden for Madagaskar afdelingen på andenetagen ligger en lille afdeling med en masse formidling og forskning. Her kan publikum blandt andet prøve at mærke et krokodillekranium og sammenligne deres højde, vægt og tunger med andre repræsentanter fra dyreriget. Desuden kan man prøve kræfter med kobraslanger og gibboner.

Hajer og koraller
I kælderen af Tropikariet findes så deres nyeste attraktion, Hajrevet. Bygget som et sunket skib, Hajrevet består af et enkelt akvarium med koraller som dekoration og baggrund. Herinde lever diverse småhajer, blandt andet sorttippede revhajer og bambushajer. Desuden kan man se et vælg af tropiske koralrevsfisk. I en forhal til akvariet er der lavet en masse formidling om netop hajer.



Highlights
• Hele udstillingen er et stort highlight

2,5 stjerner

Tips og gode råd
• Selvom Tropikariet har en rigtigt hyggelig café, er udvalget begrænset. Her er dog gode vafler.
• Hele udstillingen er indendørs, så her spiller vejret ingen rolle.


Asien Grøn vandagame Afrika Vestafrikansk dværgkrokodille Kighul til børn Sydamerika Blårygget grønskade Dværgsilkeaber Madagaskar Lemurer og kæmpetusindben