Hagenbeck Tierpark

Hjemmeside: www.hagenbeck-tierpark.de
Sidst besøgt: Juni 2005


En gammel park
Hagenbeck Tierpark er en af de ældste zoos i Europa, og det var Carl Hagenbeck som opfandt konceptet ”tremmeløse bure”. Det vil sige bure hvor dyr er adskilt fra mennesker af vand eller en grav, og flere af de første af den slags anlæg kan stadig ses i Hagenbeck Tierpark. Eksempler på disse er det store åbne baviananlæg og anlæggene til havdyr. Selvom parken er gammel og flere af anlæggene er gamle, er de fleste af dem efterhånden opdelt i geografiske regioner, på samme måde som i København Zoo.

Mere end en zoo
Hagenbeck er en fantastisk park at gå i, selv de steder hvor der ingen dyreanlæg er. Der er masser af statuer og monumenter flere forskellige steder i parken, og en masse botaniske highlights for dem der interesserer sig i det. Det er også altid sjovt at gå og lede efter de fritgående maraer og muntjak hjorte. Et lille tip til hvis du nogensinde skal derned, er at maraerne som regel opholder sig ved havdyrene og Afrika-panoramaet, og muntjakkerne bor i nærheden af den japanske have.

Det vilde Asien
Den største afdeling er den til de asiatiske dyr, mest fordi deres elefanter har 3 meget rummelige udendørsanlæg. De andre asiatiske dyr her er orangutanger i deres splinternye hus/anlæg som de deler med de asiatiske dværgoddere. (læs mere nedenfor). Kamelerne lever på den asiatiske steppe med onagere, og hjorteantiloperne og axishjortene lever sammen i deres skovanlæg. De asiatiske rovdyr er repræsenteret ved det åbne anlæg til amur tigere, og de kinesiske leoparder i deres flot indrettede voliere. Hagenbeck Tierpark styrer de europæiske avlsprogram for denne art.

Pingviner, pelssæler og andre lodne væsner
Anlæggene til havdyr er også meget flot lavet. Her ligger fire anlæg, tre af dem med store bassiner til at svømme i. Alle anlæggene har store kunstige klipper som både baggrund, samt en integreret del af anlægget. Det første anlæg er det rummelige til humboltpingviner, og det næste er til de sydamerikanske pelssæler, og de spættede sæler. Her levede der også tidligere en hvalros. Det sidste bassin er til sydamerikanske søløver, og bag vandet ligger en skjult grav som holder isbjørnene inde. Dette anlæg er desværre ikke særligt stort, og bjørnene har ingen svømmemuligheder.

Afrika på langs
Afrika er vist frem med en stor savanne til giraffer, kuduer og springbokke, og ved siden af dem ligger Afrika-panoramaet, som er et af Hagenbeck Tierparks helt store kendetegn. Det består af fire anlæg med afrikanske dyr. Hele ideen med panoramaet er, at hvis man står et bestemt sted ved starten, kan man se alle fire anlæg på en række, uden at se hegnene eller de gæster der går mellem dem. Det første anlæg er søen. Her lever der flamingoer og små svømmefugle. Det er herfra man kan se alle anlæggene. Det næste anlæg er den åbne savanne. Her lever zebraer, elandantiloper og vortesvin, og bag ved dem ligger løvernes klippehule med åben ”terrasse”. Baggerst ligger det enorme kunstige bjerg til mankefår, hvor man også kan komme op og gå. Man zigzagger igennem panoramaet, og kommer tæt på alle anlæggene, plus 3 mindre anlæg i siderne til penselsvin, hulepindsvin og mandriller.

Det røde skovmenneske
Det splinternye orangutanghus kombinerer inde- og udendørsanlæg på en helt unik måde. Det ligner et kuppel som Asienkuplen i Randers Regnskov, men er noget højere. Det meste af kuplens grundflade bliver fyldt ud af det store frianlæg. Publikum har selvfølgelig adgang til kuplen, og oplever orangutangerne bag en vandgrav hvor der er masser af aktivitets og læremuligheder. Der ligger også en lille restaurant hvor man kan spise mens man sidder og ser på orangutanger og dværgoddere. Det særlige ved kuplen er, at taget kan skydes til side i den side, således at det indendørs anlæg bliver til et udendørsanlæg. Når kuplen er åbnet, kan man også se ind i anlægget fra højt placerede udendørs observationsposter.

Kæmpeoddere og andet sjovt
Nu er der jo også meget andet at se på i Hagenbeck, blandt andet de enorme kodiakbjørne og de sjældne brasilianske kæmpeoddere. Denne art har levet i Hagenbeck Tierpark i mange år, og sendt afkom ud til hele verden. For nogle få år siden døde avlsparret af alderdom, og det har ikke lykkedes at finde nogle afløsere før nu. De er flyttet direkte ind i det gamle odderanlæg, som netop var blevet tomt efter at dværgodderne flyttede ind hos orangutangerne. Desuden har Hagenbeck Tierpark også et Troparium, med flere forskellige fisk, padder og krybdyr.

For meget fodring
En god og en dårlig ting ved Hagenbeck Tierpark er, at man må fodre ved flere dyreanlæg, med specielt købt foder. Dette har en positiv virkning på bavianerne, da de ikke sidder og tigger, men der komme røre i den enorme flok så snart nogen smider godbidder derned. Desværre har det en negativ påvirkning på elefanterne, da der næsten altid står publikum klar til at fodre dem. De resulterer i, at hunner altid står op ad graven til deres anlæg med snablerne udstrakt. Derved oplever gæsterne ikke ”rigtig” elefantadfærd.

Siden jeg har besøgt Hagenbeck Tierpark sidst er der åbnet et kæmpe Tropen Aquarium, som jeg glæder mig til at besøge.



Highlights
• Tropen Aquarium
• Orangutanghuset
• Afrika-panoramaet

3,5 stjerner

Tips og gode råd
• I Tierpark Hagenbeck er der masser af indendørs huse til i tilfælde af regn.
• Husk at lede efter de fritgående muntjakhjorte i forskellige dele af parken.


Asiatiske elefanter Asiatiske antiloper Bavianklipperne Pingvinanlægget Pelssæler og isbjørne Fritgående mara Afrikapanoramaet Fritgående muntjak marsvinelandsbyen Orangutangkuplen