Rostock Zoo

Hjemmeside: www.zoo-rostock.de
Sidst besøgt: 16. oktober 2006


En gammel zoo med nye afdelinger
Rostock Zoo er efterhånden en gammel zoo, og har ligesom flere andre zoos fået tildelt nyt areal. Ligesom i København Zoo går der en vej tværs igennem de to dele af zooen, som man krydser under i en tunnel. Der er en indgang i begge sider, og jeg vil starte min beskrivelse af Rostock Zoo i den nye afdeling.

Ny afdeling med oddere og forskning
Med et flot odderanlæg til at åbne Rostock Zoo med, får man et godt indtryk fra starten. Odderne kan ses løbe ved en lille bæk, både fra siden eller oppefra. Man kan også se odderne under vandet fra en lille hule, som oddernes dybe bassin ligger opad. Oderne som bor her er europæiske oddere. Lige ved deres anlæg ligger også Darwin-Box’en. Dette er en mindre bygning med et eksperimentarium indeni, hvor børn kan lære om dyr, planter og andet natur.

Abehabitater
Et af de flotteste anlæg i Rostock Zoo er det nye abehus. Her lever kun to arter, som til gengæld har en masse plads. Rostock Zoo har ønsket at vis forskellene mellem aber som lever i skoven og på savannen. De skovlevende aber er repræsenteret af løvehalemakaker, mens husaraberne fylder anlægget for de savannelevende. I de enorme udendørsanlæg ser man aberne bag en vandgrav, mens der mellem anlæggene ligger et mindre hus med udstillinger og indendørsanlæg. Skovanlægget er fyldt med masser af træstammer, klatrestativer og små træer. Savanneanlægget har kun nogle få meget høje træer, og er ellers kun indrettet med væltede træstammer, store sten og både højt og lavt græs. Når man ser de to arter ved siden af hinanden, forstår man meningen med at vise disse to aber fra forskellige kontinenter ved siden af hinanden. Det er meget interessant at betragte dem, og se deres forskelle som gør dem hver især gode til at overleve i de forskellige habitater.

En tur til stranden
Den store strandfuglevoliere er også meget imponerende. Den er dækket af et meget tyndt net, og føles derfor nærmest ikke som en voliere. Volieren består af nogle få klippevægge og nogle større strækninger med sandstrand. Nogle steder er der lav beplantning som man kan finde det på stranden. I volieren lever forskellige strandfugle, heriblandt inkaterner, klyder og forskellige andefugle. Uden for volieren ligger nogle lidt ældre anlæg til sydafrikanske søløver og spættede sæler. Især søløverne har masser af plads, og man kan se søløverne helt tæt på når de svømmer forbi.

Ombygninger
I den nye afdeling ligger også nogle åbne anlæg til dyr som kameler, antiloper, zebraer og kænguruer. Desværre var de fleste af disse anlæg under ombygning da jeg var der, og jeg kan derfor ikke beskrive dem. De eneste åbne anlæg var dem til hyænehund og europæiske bisoner.

Masser af vand og blomster
Rostock Zoo fungerer også som en botanisk have, med masser af mindre haveanlæg. Der er flere store haver med rododendron og andre blomster. Ved den gamle indgang står der også en enorm californisk rødgran. Vand er et af hovedtemaerne i parken, og flere steder langs stien er der børnerettede opgaver og udstillinger om forskellige vandting (dæmninger, strøm og lignende).

Fugle og reptiler
Der er ingen store indendørs udstillinger i Rostock Zoo, men snarere en del mindre dyrehuse. Kun to af disse har tropiske miljøer uden for anlæggene, så gæsterne også føler sig inde i udstillingen. En af disse er Regenwald-Pavillion’en. Denne ottekantede glasbygning huser flere forskellige tropefugle. Her kan man blandt andet se beostære, araer og hjelmvagtler. Glasset er matteret, så der ikke kommer for meget lys ind. Gulvet er belagt med træflis, og der er plantet mange tropiske planter. Alle fuglene går i separate volierer, som følger væggen hele vejen rundt.
I Krokodil-halle’en ligger kun et enkelt anlæg med to dyrearter. Anlægget er bygget op som en flodbred, med små stykker sandstrand og to vandbassiner. Heri lever de sydamerikanske brillekaimaner, og Rostock Zoos enorme afrikanske blødskjoldsskildpadde. Alle væggene i huset er malet med panoramamotiver, for at forlænge følelsen af flodbred. Der er også forskellige udstillinger om krokodiller. Da jeg besøgte Rostock Zoo var man i gang med at udvide Krokodil-Halle’en med ca. det dobbelte areal.
Fugle/reptil huset er den sidste og ældste dyrehus med flere arter. Huset er en aflang bygning med en gang ned igennem midten til publikum, og volierer på den ene side og terrarer på den anden. Langs den ene side af huset ligger nogle udendørsvolierer, og det er også i denne side af alle fuglene bor. Det er hovedsageligt større fugle der bor her, blandt andet næsehornsfugle og større papegøjer. I terrarierne lever flere forskellige slags slanger og leguaner og en enkelt koloni dværgmus.

De store katte
Rostock Zoo har mange gamle anlæg, men som den seriøse zoo det er, er mange af dem også blevet udskiftet med nye. Det bedste eksempel på det er det nye store hus med tilhørende udendørsanlæg til kattedyr. Selve huset ligger i den fjerneste ende af parken, og man passerer alle udendørsanlæggene på vej dertil. Løvernes anlæg er det første. Det er et stort åbent anlæg, med flere klipper og træstammer rundt omkring. Man kan se løverne enten over en vandgrav eller bag et hegn. Lige op af huset ligger det noget mindre anlæg til surikater. Anlægget er åbent, og man kommer helt tæt på. Under anlægget går der en tunnel til børn, med flere glasindgik. Inde i huset er der udstilling om kattedyr, samt fult udsyn over løvernes og jaguarernes stalde. Jaguarernes udendørsanlæg er anderledes indrettet. Her er masser af høje planter, mindre træer og træstammer. Derfor er anlægget fuldt af klatremuligheder. Jaguarerne kan kun ses bag glas. Som den eneste kat uden et indendørsanlæg har sneleoparden til gengæld masser af plads udendørs. Også denne kat ses bag glas, men man kan også komme op og se sneleoparden fra de klipper som udgør baggrunden af dens anlæg.

Den lille kat
Da de alle de andre katte havde fået et nyt hus skulle geparden naturligvis også have. Den er dog ikke flyttet over til de andre katte, men har fået bygget sit helt eget avlscenter. Centret består af tre udendørsanlæg med tilhørende stalde. Man kan se geparden bag hegn eller oppefra, men man kan også komme ind i en af staldene og se geparden bag glas.

Historiens sus
Den gamle ende af Rostock Zoo ligger ved den gamle indgang, og det kan man tydeligt se på anlæggene her. De afrikanske elefanter har en lille stald med tilhørende udendørsanlæg, og her er kun plads til to. Værst er det dog med menneskeaberne. Deres anlæg er fra 1950’erne, og overhovedet ikke dyrevenligt. I de små anlæg bor der orangutanger, chimpanser og gorillaer. Det er nærmere små bure end anlæg, og ingen af aberne har udendørsanlæg større end 10 x 5 m. Heldigvis er Rostock Zoo jo en seriøs zoo, og sådanne bure boede de store katte også i indtil 2003. Derfor har Rostock Zoo startet en støttekampagne for at kunne bygge nye mennskeabeanlæg, som er ligeså gode som kattenes. Heller ikke pingvinanlægget er noget at råbe hurra over.

Bjørneborgen
Fra den gamle bjørneborg styres det europæiske avlssamarbejde for isbjørne. Udover dem bor her også kodiakbjørne, næsebjørne og mårhunde. Kun kodiakbjørnen mangler plads, da isbjørnenes anlæg er forholdsvis stort. Til gengæld er det ikke særligt spændene at se på, da det hovedsageligt er bygget op af beton og fliser.

Åbne områder
I midten af zoo kan man se flere hjorte og antiloper og åbne anlæg. Især elgene har meget plads, og deres anlæg er også et af de nyere. Hovdyrhuset anlæg er til gengæld oppe i årene, og her kan man blandt andet se vandbukke, roanantiloper og kronhjorte. Især om efteråret er disse med til at skabe en naturlig lyd i haven, når hannerne i anlægget samler sig et harem.

Sydamerika
Det sydamerikanske hus er et af de flotteste anlæg i parken, og en flot blanding af nyt og gammelt. Huset er bygget af træ med græs voksende på taget, og det er især primater der er fokus på her. I det store udendørsanlæg lever kapucineraber og næsebjørne sammen i et anlæg som hovedsageligt består af naturlig vegetation og træstammer. De eneste som afgrænser anlægget er et lavt elhegn, så publikum kan se dyrene uden hegn imellem. Op af huset ligger også en lille gårdhave med en gammel sølvbirk i. Huset er bygget op omkring dette træ for at bevare det. I gårdhaven går publikum mellem tre forskellige silkeaber. Alle dyrene i huset kan naturligvis også ses indendørs.



Highlights
• Det nye abehus
• Strandvolieren
• Kattedyrhuset

3,5 stjerner

Tips og gode råd
• Rostock Zoo har flere gode spisesteder, og særlig en god lille skovrestaurant i hyggelige omgivelser.
• Indendørsanlæggene i Rostock Zoo er spredte, men har nogle udmærkede anlæg og udstillinger.


Husaraber Strandvolieren Sydafrikanske pelssæler Krokodillehallen Løveanlægget Jaguaranlægget Gepard Kodiakbjørn Chimpanseanlægget Kapucinerabe- og næsebjørnsanlægget