Augsburg Zoo

Hjemmeside: www.zoo-augsburg.de
Sidst besøgt: 6. juli 2007


Rovdyr bag glas
Augsburg Zoo er ikke særligt stor, men en hyggelig lille zoo. Her er størst fokus på rovdyr, både store og små, samt bjergeder og masser af svømmefugle. Zooen ligger lige op ad en botanisk have og en park, så det afspejler sig også i zoo miljøet, med masser af grønt. Lige når man træder indenfor hovedindgangen er det først dyr man møder de afrikanske løver. På deres mellemstore ø har publikum et godt udsyn til løverne. Augsburg Zoo har to huse med publikumsadgang til rovdyr. Løvernes anlæg hører til det første, og de deler deres hus med geparder, manoeller (kattedyr) og fennek ræve. I det andet hus bor amurleoparderne, sumatratigerne og genetterne. Begge huse er forholdsvis moderne, og her bliver gjort op med den gamle byggestil hvor rovdyrene går i små og mørke indendørsanlæg. Alle dyrene ses bag glas, og der er også store glasruder som vender ud mod deres udendørsanlæg, både for at give dem noget at kigge på, samt gøre rummet lyst. Det virker også superb, og husene er alt andet end deprimerende at færdes i.

Fugle og havdyr
Som et af deres specialer i Augsburg bliver der fokuseret en del på sydafrikanske pelssæler og spættede sæler. Begge har fået helt nyrenoverede anlæg, og er en af de store publikumsmagneter. I denne del af zooen bor også de meget sjældne magellanpingviner. I det lille fuglehus bor en masse forskellige papegøjer og andre tropefugle, selvom kun få af dem har udendørsvolierer. I en små række skovvoliere findes flere af de mere hjemlige småfugle, og Augsburg Zoo er den første zoo hvor jeg har set gråspurve i fangenskab.

Livet langs åen
Igennem en stor del af zooen løber en å som danner søer flere steder. Derfor bor her en del vade- og svømmefugle frit i de store søer. Flamingoer, storke, hejrer, traner, skarver, pelikaner og en masse vildlevende andefugle bor i disse søer, og derfor også i hele zoo. Ved åens udspring ligger nogle anlæg til nogle mindre dyr fra det sydamerikanske kontinent. Dværgsilkeaber, næsebjørne og mankeulve har alle store og grønne anlæg. Desuden løber åen også igennem anlæggene til bævere, brunbjørne og ugler. Den ene halvdel af bjørneanlægget er en del af den gamle Bjørneborg, og her kan man se et gammelt anlæg møde et nyt. Uglernes volierer er store og rummelige, og flodens løb slutter i et anlæg til dværgflamingoer. Anlæggene her er flot integreret i åens naturlige løb.

Bjergdyr og bavianer
I nogle store anlæg bor bjergdyrene. Det ene er et tydeligt gammelt anlæg, bygget af kunstige betonklipper. Her bor alpestenbukkene. Ved siden af dette ældre anlæg ligger to splinternye. Disse er bygget op ad bakker med masser græs, og her bor bharaler og skruehornsfår. Mellem de tre anlæg til bjerggeder ligger en lille observationshytte til publikum. For neden af bakken ligger det gamle abehus. Indendørsanlæggene er små og mørke, men heldigvis er de nu blevet slået sammen, og der bor nu kun to arter i dette gamle hus. Mens kappebavianerne har en ø ud mod den ene side af huset, har mandrillerne en voliere til den anden.

Afrika-panorama
Det enorme Afrika-panorama er det største anlæg i parken. Det er opdelt i tre, men forskellige afrikanske dyr fra savannen. Det er bygget således at ser ud over alle tre anlæg som et, og de er kun adskilt fra publikum og hinanden af vandgrave. Grevy zebraerne og girafferne har et anlæg hver, mens det sidste anlæg deles af sabelantiloper og watussikvæg. Disse store savanner og alle godt bevoksede, og der står også en del træer i de anlæg hvor girafferne ikke bor. Alle dyrene deles om den samme staldbygning. Publikum kan se watussierne, sabelantiloperne og zebraerne udefra, mens der er adgang til girafstalden. Her bor en også en flok surikater. Ved siden af savannen er der også ved at blive opført et nyt anlæg til hvide næsehorn (2008).

De tunge dyr
Langs de afrikanske anlæg ligger nogle åbne anlæg til flere af parkens tungere dyr. Snegeder, takiner, barasingha hjorte og bisoner bor i disse græsbevoksede anlæg, adskilt fra publikum af vand- eller tørgrave. Augsburg Zoos elefantanlæg er af middel størrelse, men det særlige her er at der ikke bor en naturlig elefantflok, men to afrikanske og to asiatiske elefanter, alle hunner. Den klare fordel ved dette er at man kan se forskellene på de to arter ved siden af hinanden, men helt geografisk korrekt er et jo ikke. Elefanterne kan ses både indendørs og udendørs.

Små og store aber
To abearter deler hus med elefanterne. Augsburg Zoos lille chimpanseflok har to mindre indendørsanlæg og et åbent udendørsanlæg. Disse anlæg er ikke særligt imponerende, og helt tydeligt ved at være nedslidte. Den anden abeart i huset er plumplorien. To af disse bor i et lille mørklagt anlæg i elefant/chimpansehuset, hvilket passer dem fint, da de er nataktive. Ved siden af dette hus ligger det lille terrarium. Her bor hovedsageligt slanger og øgler, men man kan også se nogle store mississippialligatorer. I den sidste del af zooen ligger en lille børnezoo med legeplads er bondegårdsdyr. Augsburg Zoo er en hyggelig zoo, og man kan bruge længere tid der end man umiddelbart skulle tro.



Highlights
• Rovdyrhuset
• Afrika-panoramaet

3 stjerner

Tips og gode råd
• I Augsburg Zoo ligger en større restaurant med ganske god mad.
• Her er flere mindre dyrehuse med fugle og krybdyr som kan søge tilflugt i under dårligt vejr. De fleste af dyrene i parken er meget hårdføre over for vejret.


Løveanlægget Panterkamæleon Fuglehuset Mankeulve Bavianøen Surikatanlægget Pelikaner Elefanter Afrika-panorama Mishmi takin