Universeum

Hjemmeside: www.universeum.se
Sidst besøgt: 26. oktober 2008


Zoo og eksperimentarium
Bygningen som lægger hus til Universeum er enorm og kan umuligt overses. Universeum er et kæmpe projekt som åbnede i 2001, og er både en zoo og et eksperimentarium. Disse to er dog heldigvis fint adskilt, selvom begge dele er spændene og innovative. Zoo-afdelingen af Universeum er en gennemgang fra øverst i bygningen, helt ned til bunden igen. Universeums dyrehold er mest fokuseret på de dyregrupper, som den gennemsnitlige besøgende finder mindre interessante. Her kan ses en masse fisk og krybdyr samt over 30 arter af padder. I Universeum bor også en lille håndfuld fugle og kun en art pattedyr. For at komme op til første afdelingen af zooen skal man tage den diagonale elevator.

Universeum Indgangshallen

Fra øverst til nederst
Vattnets Väg, eller på dansk ”Vandets Vej” er en hel unik udstilling i zoo-verdenen. Der findes få andre indendørs udstillinger med nordisk natur, men ingen andre med udelukkende svenske dyrearter. Vandets vej er en indendørs gran- og løvskov i et stort drivhus. Temperaturen følger årstidernes skiften, og herinde kan man se samtlige krybdyr og padder som lever vildt i Sverige, blandt andet hugorm, snog, gotlandsnog, markfirben, grøn frø, løvfrø, og lille og stor vandsalamander med mange flere. Anlæggene til padderne er skiftevis åbne anlæg og lukkede terrarier. Eftersom temperaturen jo ændrer sig, kan man ikke regne med at se disse vekselvarme dyr om vinteren, da de også i Universeum sover deres vintersøvn. Man kan desuden også se en masse forskellige fisk og en mindre håndfuld fugle. Der er en sær oplevelse at gå og høre de fuglestemmer som man plejer at høre i sin egen have, i en indendørs zoo. Vandets vej er bygget op om præcis det som udstillingen hedder. Vandets vej starter på toppen af et fjeld, hvor samefolket har deres lejr, og løber så ned af bjergsiden. Herfra bliver det til en bjergsø, en elv, en mose, en indlandssø og løber så til sidst ud i Østersøen og den svenske vestkyst. Jeg synes helt bestemt at Vandets Vej er den flotteste udstilling i Universeum.

Vandets Vej Elven og bæverdæmningen
Søen Vandets Vej

I dybet
Som man går ned igennem bygningen kommer man under havets overflade i Universeums næste udstilling. I den første enorme oceanietank lever flere repræsentanter fra det svenske dyreliv. Her lever fisk fra den svenske vestkyst, blandt andet laks. Desuden ligger her også en række meget små akvarier til de små fisk som lever i det lave vand ved kysten. I rørebassinet, som er mest rettet mod børn, kan man røre diverse rokker og fladfisk som de svømmer forbi.
Den anden store oceanietank er tematiseret som et tropisk hav. Indkigget til tanken er gennem en stor panoramarude og en glastunnel. Ud over en række mindre koralfisk og muræner, finder man også større fisk her. Sandtigerhajer, zebrahajer, nursehajer, storttippede revhajer og savfisk er nogle af de store publikumsfavoritter i Universeum. I forbindelse med Year of the Frog 2008 er her i denne afdeling oprettet en stor udstilling om amfibier. Her kan publikum se masser af forskellige frøer og salamandere, både fra de tropiske og tempererede egne af kloden.

Den svenske vestkyst Det tropiske hav

Dødsens farligt
En af de meget specialiserede afdelinger i Universeum er Dödliga Skönheter, oversat til Dødsensfarlige Skønheder. I en række større terrarier kan man opleve en stor mængde giftslanger, samt nogle få giftige øgler, insekter og fisk. Her er særligt fokus på netop slangerne, og skiltningen fortæller om de forskellige typer giftslanger. Imens kan man i anlæggene se arter som grøn mamba, østlig diamantklapperslange, maurisk hugorm, kap kobra og hvidlæbet palmehugorm. Alt i alt en meget spændene og anderledes udstilling.

Terrarium Sandhugorm Maurisk hugorm Terrarier til insekter

Regnskov i etager
Regnskoven i Universeum er den største hal i bygningen. Selve indholdet og arterne i regnskoven adskiller sig ikke stort fra mange andre tropehuse, men opbygningen er lidt anderledes. Hallen er fire etager høj, og stien de besøgende går på, snor sig hele vejen ned fra top til bund. Dette giver et anderledes syn på regnskoven, og giver de fritlevende fugle masser af plads at motionere vingerne på.

Regnskoven Regnskoven

Temaet i regnskovhallen er Sydamerika, og det er herinde at de fleste af Universeums fugle og deres eneste pattedyr lever. Springtamarinerne er det helt store trækplaster i hallen, og den lille gruppe sorte aber lever frit i regnskoven. Ved vandhullerne kan man blandt andet se rød ibis og sydamerikansk jacana, og i trætoppene sidder to forskellige arter amazonpapegøjer. Hvis man har tålmodighed til det, kan man også give sig til at lede efter de fem forskellige tangarer (spurvefugle), fem forskellige honningsugere eller måske endda de små basilisker og pilegiftfrøer. Disse kan være meget svære at få øje på, men flere steder ved stien står der små kikkerter, og så gælder det ellers bare om at holde øje.

Stien igennem regnskoven Regnskoven

Nemmere er det at få øje på de dyr som lever i anlæg. De grønne leguaner har et åbent anlæg og en gruppe pilegiftfrøer har et separat terrarium. Dværgkaimanerne har et rummeligt bassin med privat strand, og vandet løber bagefter ned til rokkerne. Det allernederste bassin i regnskoven huser flere større sydamerikanske ferskvandsfisk, såsom arrowana og arapaima. Hovedattraktion her er dog den store grønne anakonda.

Om livet og universet
De to sidste udstillinger i Universeum hører til eksperimentarium afdelingen. Kaleido udstillingen handler om selve livet og jorden. Helt fra den mindste celle og organisme til jordens dannelse. Her er desuden en omfattende udstillingen om rummet og livet som astronaut på den internationale rumstation. Ganske spændende. Explora udstillingen fokuserer på menneskekroppen, hvor især børn bliver opmuntret til at lære ved hjælp af forsøg og øvelser.

Highlights
• Vattnets Väg
• Akvariet
• Dödliga Skönheter
• Regnskoven

Tips og gode råd
• Universeum har et indendørs cafeteria i bunden af bygningen. Er vejret godt kan man også sidde på udsigtsterrassen og se ud over Göteborg.
• Hele udstillingen er indendørs, så her spiller regn ingen rolle. Husk dog på at Vattnets Väg følger klimaet, så denne udstilling vil også være kold om vinteren.
• Tag dig god tid til at lede efter de helt små dyr i Regnskoven. Det er ikke let!


Vurdering
Universeum er en ganske unik udstillingen i Skandinavien, og helt klart noget jeg kan anbefale. Regnskoven og Akvariet er flotte, men det er især Vandets Vej og Dødsensfarlige Skønheder som gør at denne zoo er noget særligt.

3,5 stjerner